HÅNDVÆRKET BAG FORESTILLINGEN
Flamencoens instrumenter og danserens fodarbejde
Bag hver tablao-forestilling gemmer sig en særlig guitar, en peruviansk tromme med debut i Madrid og års trænet fodarbejde. Hvad du skal kigge efter og lytte efter.
Se Madrid Flamenco Tablao-datoer på GetYourGuide ↗Den flamenco-guitar — bygget til at skære igennem, ikke til at blande sig
En flamenco-guitar ligner en klassisk guitar, men er bygget anderledes: typisk lettere, med en lavere krop og ofte en slåplade (golpeador) nær lydhullet for at beskytte den mod de rytmiske slag, guitaristerne lægger ind i en optræden. Spillestilen er i sig selv mere rytmisk aggressiv end klassisk guitar, bygget op omkring hurtige højrehåndsteknikker som rasgueado (hurtige anslåede akkorder), der skal kunne stå distancen mod sang, håndklap og fodarbejde – ikke bare ligge stille og lydigt under dem. På en tablao er guitaristen ikke akkompagnatør på den måde, en backing-musiker ville være – toque er en ægte ligeværdig søjle i forestillingen.
El cajón — en peruviansk kassedrum med debut i Madrid
El cajón, i dag en af flamencoens helt definerende lyde, var oprindeligt slet ikke et spansk instrument – det udviklede sig blandt afro-peruvianske samfund som en simpel trækasse-tromme. Guitaristen Paco de Lucía stødte på det i Peru i slutningen af 1970'erne og bragte et med hjem til Spanien, og ifølge flere beretninger fandt dets første flamenco-optræden sted i Madrid, på et teater i Casa de Campo-parken. Derfra spredte det sig gennem flamencoen i de følgende årtier og er i dag en fast bestanddel på tablaos, hvor det sidder side om side med – uden at erstatte – palmas som musikkens rytmiske rygrad.
Zapateado — fodarbejde som et perkussionsinstrument
Zapateado er betegnelsen for en flamenco-dansers rytmiske fodarbejde, udført med forstærkede hæle og tåspidser på specialfremstillede sko, så hvert slag klinger tydeligt mod tablaoens trægulv. Det fungerer som ren percussion, ikke blot bevægelse – en dygtig danser kan skifte mellem hurtige, maskingeværlignende serier og pludselige stilheder for at opbygge spænding mod guitaren og canteen, og dermed reelt duettere med musikerne frem for at danse hen over dem. At følge danserens fødder lige så nøje som arme og mimik afslører meget om, hvad der faktisk sker rytmisk i en forestilling.
Bata de cola-kjolen, viften og kastagnetter — ikke altid alle tre
Bata de cola er den lange, tætsiddende kjole med slæb, som bæres til bestemte palos, især alegrías — dansere træner specifikt i at kontrollere slæbets bevægelser med benene som en del af koreografien, ikke kun for at se elegante ud. Vifter og sjaler (mantones) optræder i nogle numre af samme ekspressive årsag. Kastagnetter er det instrument, rejsende oftest forventer at se, men historisk set er de mere centrale for spansk klassisk dans end for selve flamenco-baile — nogle flamenco-dansere bruger dem i bestemte numre, andre stoler udelukkende på palmas og fodarbejde, så antag ikke, at alle dansere i en cuadro bruger dem.
En aften i Madrid – gjort til noget særligt
Da de fleste tablao-billetter dækker en forestilling på en time frem for en hel aften i byen, vælger mange gæster at forlænge aftenen omkring showet – en tidlig middag i nærheden, hvis billetten ikke inkluderer en, eller en gåtur gennem de historiske gader bagefter, mens oplevelsen stadig sidder i kroppen. Central-Madrids tablao-steder ligger typisk tæt på byens vigtigste spise- og nattelivskvarterer, så et flamenco-show passer naturligt ind i en større aften i byen frem for at skulle være hele planen. Booker du showet tidligere på aftenen, har du fleksibiliteten til at udvide oplevelsen på begge sider.